Det måtte jo komme. Den helt specielle dag, som man aldrig glemmer. Hvor man ved, man er forelsket, og hvor man ved, at den lyserøde sky aldrig vil blive grå igen. Den dag hvor man ved at noget smukt er opstået, noget sårbart og ømt, som man må værne om. Og ja, det er også sket for mig. Jeg er forelsket, og mit hjerte krymper sig i smerte, ved den afstand som skiller mig og min elskede, min udkårne. Alle odds er imod os, ham og jeg… Min mor siger nej, ”Ikke tale om Maria!”. Vennerne siger: ”Det er håbløst, glem det. Kom videre og glem det!” Men hvordan skal jeg kunne glemme det?
Hvordan skal jeg kunne glemme den skønhed, den udstråling, den sublime selvsikkerhed, som jeg aldrig før har set mage? Hvordan skal jeg kunne glemme den stil, den trofasthed, den samhørighed jeg føler når vi er sammen? Vi er dog også forskellige, ham og jeg. Jeg har slet ikke penge nok til at følge med, og jeg føler mig alt for dum i forhold til ham.. Men hvad kan jeg gøre? I guess I’m just a sucker for love.
Jeg vil have en Macbook Pro! Jeg viiiiiiiiiiiiil. Jeg elsker dig! ÅÅÅH hvor jeg dog vil have dig, fine fine Mac. En dag vil vi trodse alle omkring os og finde sammen! En dag har jeg penge og hjernekapacitet nok.. En dag, ooh en skønne dag.. Jeg må vel bare vente...
Og til alle jer andre lovesuckers: ”Lad os finde hinanden i en moderne verden, bluetoothloveaffair, kys med mig, skål med mig, fordi du ikke kan lade være.” – Kasper Spez, Trøstepremier.
Maria.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar